Ludvig Holberg

Holbergs baggrund Den dansk/norske forfatter Ludvig Holberg blev født i Bergen, Norge i 1684 - næsten et helt århundrede efter Descartes. Holberg var den yngste af seks brødre og hans far døde før Ludvig var et år gammel. Rent familiært kan det være svært at forstå Holbergs store berømmelse og at han senere skulle blive kaldt "den danske litteraturs fader" - stort set ingen i familien havde skrevet før ham. Holberg blev uddannet i København og var i mange år lærer ved Københavns Universitet og samtidig med at han forelæste der, skrev han sine berømte komedier. Holberg havde dog i starten svært ved at finde arbejde i de fag som virkelig interesserede ham, og dette irriterede ham. Han havde studeret jura, historie og sprog. Han blev da også udnævnt til professor i tre så forskellige fag som metafysik, latin og historie. Holberg var således meget lærd og også berejst. Han rejste i hans sene ungdom til storbyer i lande som Holland, Frankrig og Rom, han studerede også på Oxford universitet i en periode, hvor han undervejs mødte mange forskellige mennesker og oplevede meget kultur.

Holbergs forfatterskab.

Holbergs rejser har været ham en stor inspiration i hans senere skrivning - de mange indtryk har også modnet ham kunstnerisk og moralsk. Holberg lod sig inspirere af de gamle latinske komedier og franske komedier han havde set i Paris. Hans forfatterskab kan deles op i tre perioder (ikke sat i rækkefølge); den historiske, den poetisk/komiske og den filosofiske. Den poetiske raptus, var da han i samtiden satte produktionsrekord med de komiske dramaer - manuskripter til skuespil opført i København (i sig selv bøger)- han spyttede ud. Det er samtidig også det han for eftertiden er blevet mest kendt for. Vigtigt at notere sig er i øvrigt at han i en af de sidste bøger han skrev om sit liv, indrømmede at han var skinsyg og meget bange for at det andre skrev, skulle være bedre end det han selv skabte. Dette er i øvrigt en kilde til at forstå hans forfatterskab - hans vrede på samfundet, andre lektorer og universitetet gjorde ham skarp, og var generelt primus motor i Holbergs forfatterskab.

Holbergs ideologi - oplysningstidens mand.

Holberg var under et ophold i Paris indlogeret hos en dansk præst, Jacob Winsløw, som var katolik. Winsløw prøvede at omvende Holberg, men dette resulterede blot i at Holberg blev anti - katolik og altid senere bevarede denne holdning - dermed ikke sagt at Holberg var hedning eller ikke troende, han tilhørte den lutherske tro. Holberg kritiserede skolernes undervisning i kristendom: "Børn maa giøres til Mennesker, førend de blive Christne" og "hvis een lærer Theologie, førend han lærer at blive Menneske, bliver han aldrig Menneske". Holberg tror på fornuftens guddommelige lys i vort indre, og for ham må det være undervisningens første mål at eleverne lærer at bruge deres sanser og forstand - i stedet for nytteløs terpen af en lærebog. Dette var en ny, moderne opfattelse af religionsspørgsmålet og det kendetegner Holberg som i højeste grad værende oplysningens mand. Holberg var i øvrigt interesseret i fornuften fordi han mente at det var denne som bandt samfundet sammen. Desuden undrede det Holberg at der kunne findes så meget ondskab i samtiden, når man jo blot kunne lade fornuften råde i stedet, man kan altså snakke om at han bevæger sig væk fra en religiøs forklaring på ondskab hen imod en rationalistisk/empirisk tænkemåde og dette er jo vigtigt pga. hans status som værende en stor forfatter i både samtid og eftertid. Holberg har en positiv holdning til bibel - kritikken, han foruroliges heller ikke af det nye heliocentriske verdensbillede som står i kontrast til bibelens omtale af jorden som ubevægelig - han skriver i en af sine epistler herom: "de hellige Bøger ere ikke skrevne for at oplyse Mennesker udi Astronomie, men for at veyvise dem udi Saligheds Sager." Holbergs religiøsitet repræsenterer i det store og hele, hvad man kalder deisme. Han forholder sig kritisk til forestillingen om